
Østervold/Nørregade
Indgangen til Randers
Nord for Rådhustorvet lå byens middelalderlige nordlige byport – Nørreport. Randers var i middelalderen omkranset af volde med tilhørende voldgrav og byens største og vigtigste port lå ved ned nordlige indfaldsvej. Ved Nørreport var et ca. tre gange tre meter fangehul, hvor byen efter mørkets frembrud og dertil hørende aflåsning af portene kunne placere de personer, der ønskede adgang til byen i de mørke timer. Når det atter var blevet dag, blev det derefter besluttet om vedkommende skulle have lov til at komme ind i byen eller ej.
Byens volde og voldgrave forsvandt med byens udvikling i løbet af 1700 tallet, men ved senere udgravninger i området har man fundet portens præcise beliggenhed. Arkitekt Fritz Uldall deltog som ivrig amatørarkæolog og historieinteresseret i den tidligste udgravning af porten og ses her med høj hat og stok i udgravningen i 1910.